Min kamp med stædigt fedt – og hvorfor det driller så meget
Jeg husker stadig første gang, jeg gik på diæt.
Jeg havde blodårer, der poppede overalt, muskelfibre du kunne se under huden, og alle de øvre mavemuskler var synlige. Men der var stadig to steder, der ikke ville blive hakket:
Min nedre ryg og nedre mave – også kendt som “bildækket”.
Efter at have arbejdet med mindst 2 personer gennem min 10-årige karriere, er det blevet klart for mig, at dette er en udfordring, mange står med. Især de personer, der var lidt ekstra chunky som børn.
Lad mig gætte. Har du oplevet det samme?
“Nej, for mig var det lårene, thihi” (sagt med min feminine røst).
Modsat mænd er det for kvinder ofte maven, der hurtigere bliver slank, mens de sidste stædige fedtdepoter sidder på lår- og hofter.
I dag skal vi tale om: stædigt fedt.
Vi vil først se på, hvad stædigt fedt er, hvorfor noget fedt er mere stædigt end andet, og til sidst, hvad du kan gøre for at tabe det.
Hvorfor mænd og kvinder lagrer fedt forskelligt
Vi mangler fedtcelle ligestilling
Selvom vi på samfundsniveau gør alt for at kæmpe for ligestilling, glemmer vi altså en vigtig en i svinget – nemlig ligestilling blandt fedtcellerne.
Der er forskel blandt fedtceller, deres karakteristika og hvor nemt de lagres og forbrændes for energi (fedttab) er som nat og dag. En af de ting, der styrer det, er indholdet af forskellige receptorer (mere om det).
Det virker til, at mængden af stædigt fedt du har (igen: nedre mave/ryg for mænd og lår for kvinder) har sammenhæng med:
Hvor tyk du var som barn og teenager.
Hvor mange gange du har forsøgt at tabe dig.
Det ser ud til, at jo oftere og mere aggressivt du har forsøgt at tabe dig, især i den klassiske yoyo-vægtcyklus, jo stædigere bliver dit fedt.
Dine hormoner og dermed også dit køn påvirker, hvor du lagrer fedt.
Det klassiske eksempel er: Mr. Sexy-as-fuck i speedos, der står på stranden og strutter med maven, men som har slanke ben. Damen, der egentlig har en ok flad mave, men hvor det hele sidder på røv og lår.
OBS: Inden nogen kommer efter mig med høtyven (eller en gaffel), så taler vi om gennemsnit. Vi taler altid gennemsnit. Der er altid undtagelser
jeg får tit mænd ind, der ”er egentlig ret slank, mangler bare det nederste på maven”. Selvom det er træls, er det faktisk et godt tegn, for det indikerer, at din testosteron og østrogen er i ”balance”.
Lad os vende den om og sige, at du havde slank mave og mere fedt på lår og røv? Så ville det signalere, at du producerer mere østrogen (kvindeligt hormon).
Alpha-2 og Beta-2 receptorer: Hemmeligheden bag stædigt fedt
Lad os nørde!
Nu har vi talt om, hvordan hormoner påvirker, hvor du lagrer fedt. Lad os se nærmere på, hvorfor stædigt fedt er så stædigt.
For at forstå det, skal vi frem med luppen og ned på celleniveau.
Det, der gør forskellen (i hvert fald en af grundene) til, at noget fedt bare forsvinder pist væk, mens andet fedt er jævnt pisseirriterende, er mængden af noget der hedder adrenoreceptorer:
- Beta-2 adrenoreceptorer
- Alpha-2 Receptors.
En receptor er en form for dør – en dør, der modtager signaler (ofte i form af hormoner) om at ”hey makker, du skal gøre X”.
Disse receptorer styrer ikke kun fedtcellens stofskifte, men også blodtilførslen ind og ud af fedtcellen – og dermed selvfølgelig også varmen. Stædigt fedt indeholder flere Alpha-2 receptorer end ikke-stædigt fedt.
Du kan faktisk teste det. Nogle gange kræver det, at du først laver lidt cardio; andre kan mærke det altid. Lad os prøve noget:
- Læg først din hånd et af de steder, hvor du ofte taber fedt nemt. Det er varmt.
- Så prøv at mærke forskellen i temperaturen et af de steder du har svært ved at tabe fedt. Det er ofte koldere af den årsag: mindre blodtilførsel.
Jeg kan godt lide at kalde denne type Alpha-2-rige fedt for ”landet på en øde ø”-fedt.
Det er det sidste og fedt, kroppen gemmer til nødstilfælde. Dette er røvirriterende, når du vil være en hakket bøf, men ret nice, hvis du gerne vil overleve Robinson Ekspeditionen. At være kannibal kunne nok også hjælpe her (jeg sku’ nok).
Selvom sixpack er nice, vil kroppen gerne overleve, og kroppen kan du ikke vinde over (men du kan snyde den lidt).
Noget forskning antyder, at lår og hofter hos kvinder indeholder 9x så mange Alpha-2-receptorer som hos mænd. Samme mønster ses for nedre mave/ryg hos mænd.
Min teori bag visceralt fedt
Her er min teori (tag den som I vil):
Jeg er en kæmpe evolutionær teorinørd. Jeg tror, at grunden til, at mænd har mere fedt på mave/lænd, er, fordi det fedt er tæt på portalvenen. Portalvenen trækker fedt/energi/næring direkte ind i leveren til forbrænding af energi. Mænd er generelt lavet til at løbe langt og jage og har derfor ”let” adgang til fedt, der kan omdannes til energi.
Modsat er kvinder lavet til at gå langt og bære tungt (mad og børn) og har derfor mere brændstof tæt på hoftemusklerne.
Jeg nævnte engang denne teori på en date – hun blev jævnt sur.
Så for lige at afstemme: Jeg siger IKKE, at sådan er ”samfundet”, men at sådan er vi evolutionært lavet. Vores kroppe er altså stadig de samme, som de var for 2000 år siden.
Hvordan blodtilførsel og insulin påvirker fedtforbrænding
Nu kommer det snart til at give mening
For at fedt kan blive forbrændt, skal det først frisættes ud i blodet.
Lad os sige, du løber en tur: Kroppen frisætter fedt fra dunken, det transporteres via blodet ned til benmusklerne, hvor det forbrændes som energi.
Det er her, hvor de her Alpha-2-receptorer i fedt kommer i spil.
Mindre blodtilførsel betyder, at det er sværere for kroppen at transportere fedtforbrændende hormoner til fedtet og fjerne fedtet.
Denne type fedt er mere insulinfølsomt (nu kommer vi tættere på en løsning).
Insulin har flere funktioner. En af funktionerne er, at det fremmer ”lagring” af energi. Kulhydrater og protein får insulin til at stige. Hvis insulin er høj, fortæller det fedtcellerne: ”Hey makker, vi har masser af energi, du bliver bare lige der” Når dette stædige fedt så er mere følsomt over for insulin end andet fedt, betyder det, at der ikke skal meget insulin til, før det blokeres.
De bedste strategier til at slippe af med stædigt fedt
Løsning 1: tålmodighed.
Hvis du bliver ved med at holde dit vægttab (altså være i kalorieunderskud), vil kroppen før eller siden være tvunget til at tage af det stædige fedt. Den har slet intet valg.
Jeg har generelt ikke noget imod at starte vægttabet aggressivt, men når vi taler om at blive en HakketBøf og få det sidste stædige fedt væk, kræver det, at du sidst i processen gør det langsomt og gradvist tømmer depoterne.
En langsom tilgang minimerer risikoen for muskeltab og gør processen mere bæredygtig.
Løsning 2: Cardio tom mave
En anden strategi er, at det her er et af de få tilfælde, hvor træning på tom mave TEORETISK kan gøre en forskel. Fastende træning kan øge mobiliseringen af fedt fra depoterne, fordi insulin er lavere, og kroppen primært trækker på fedt som energikilde.
Når det er sagt, så lad os vende tilbage til løsning 1. Effekten af træning på tom mave er ofte marginal, og for mange er der flere ulemper end fordele – som lav energi og risiko for muskelnedbrydning.
Hvis du vil prøve det, så hold det kort og vælg lavintensiv cardio.
Til sidst: Vægttab er altid en kombination af strategi, tålmodighed og konsistens.
Mojn
Kasper